Tørvemos
Sphagnum
Højmosens egentlige bygmester: Tørvemosser holder mange gange deres egen vægt i vand, gør omgivelserne sure og vokser videre i toppen, mens de nederst dør og bliver til tørv.
Foto: Gisela Oden-Behrendt
Hamanns Sumpf · Bad Bramstedt
Naturen i mosen
Kom med til Hamanns Sumpf! Mellem tørvemos, kæruld og dunbirke gløder den kødædende soldug om sommeren – og med lidt held viser en snog sig. Oplev et stykke natur, der er blevet sjældent.
Sådan opstår en mose
En mose opstår, hvor jorden er våd hele året. Uden ilt bliver døde planter ikke helt nedbrudt – de hober sig op og bliver gennem århundreder til tørv. En levende mose vokser kun omkring en millimeter om året.
Man skelner mellem to grundtyper:
- Lavmoser får vand fra grundvand, kilder eller åer. De er forholdsvis næringsrige og opstår ofte af tilgroende søer og damme – ligesom moseområdet Hamanns Sumpf ved vores bane, hvis alder anslås til omkring 9000 år.
- Højmoser får kun regnvand. De er meget næringsfattige og sure; her vokser tørvemosser langsomt op over grundvandsspejlet.
- ≈ 1 mmtørv vokser en mose om året
- ≈ 3 %af Jordens landareal er moser
- ≈ ⅓af kulstoffet i jorden findes i moser
- > 90 %af moserne i Tyskland er drænet
Planter – overlevelseskunstnere i det våde
Den, der vil vokse i en mose, skal kunne klare væde, syre og få næringsstoffer.
Soldug
Drosera
Den lille kødædende plante fanger insekter med klæbrige kirtelhår og udligner dermed manglen på kvælstof i mosen.
Foto: Christian Stockmar / OAKB, 2020
Kæruld
Eriophorum angustifolium
I forsommeren lyser de hvide frugtstande som vattotter over de våde moseflader.
Foto: Franz Xaver, CC BY-SA 3.0, Wikimedia Commons
Klokkelyng
Erica tetralix
De lyserøde blomsterklokker kommer om sommeren på fugtig, sur jord ved mosekanten – en vigtig fødekilde for insekter.
Foto: Christian Fischer, CC BY-SA 3.0, Wikimedia Commons
Dunbirk
Betula pubescens
Den tåler våde fødder bedre end de fleste træer og vokser ofte ved mosekanter og i sumpskove.
Foto: Elke Freese, CC BY-SA 3.0, Wikimedia Commons
Dyr – sjældne og specialiserede
Mange af mosens beboere står på den røde liste. Med lidt held og tålmodighed kan man se dem.
Snog
Natrix natrix
Den ugiftige slange kendes på de lyse, halvmåneformede pletter bag hovedet. Den svømmer fremragende og jager især frøer, tudser og fisk – også i vores mose kan man se den.
Foto: Christian Stockmar / OAKB, 2020
Hugorm
Vipera berus
Den sky giftslange med zigzagbåndet soler sig gerne ved mosekanter. Den flygter, hvis man lader den være – hold venligst afstand.
Foto: Piet Spaans, CC BY-SA 2.5, Wikimedia Commons
Stor kærguldsmed
Leucorrhinia pectoralis
Den sjældne guldsmed lever ved mosevande og er strengt beskyttet i hele Europa.
Foto: Algirdas, Public Domain, Wikimedia Commons
Moser og klima
Intakte moser er de mest effektive kulstoflagre på land. Når de drænes, kommer der luft til tørven: Den nedbrydes, og det lagrede kulstof slipper ud som kuldioxid. Drænede moser er derfor blandt de store kilder til drivhusgasser i Tyskland.
At genvande moser er et vigtigt bidrag til klimabeskyttelsen – og godt for biodiversiteten og vandbalancen. Også i Hamanns Sumpf blev der i næsten halvtreds år indvundet lægemose til mosebade; læs mere på vores side om historien.
Billedkreditering
Fotos af planter og dyr fra vores mose er OAKB’s og dens fotografers egne billeder. De øvrige fotos stammer fra Wikimedia Commons, er udgivet under frie licenser og viser moser, planter og dyr generelt – ikke vores eget moseområde.
- Soldug i mosen – Foto: Christian Stockmar / OAKB
- Tørvemos (Sphagnum) – Foto: Gisela Oden-Behrendt
- Soldug (Drosera) – Foto: Christian Stockmar / OAKB, 2020
- Kæruld (Eriophorum angustifolium) – Foto: Franz Xaver, CC BY-SA 3.0, Wikimedia Commons
- Klokkelyng (Erica tetralix) – Foto: Christian Fischer, CC BY-SA 3.0, Wikimedia Commons
- Dunbirk (Betula pubescens) – Foto: Elke Freese, CC BY-SA 3.0, Wikimedia Commons
- Snog (Natrix natrix) – Foto: Christian Stockmar / OAKB, 2020
- Hugorm (Vipera berus) – Foto: Piet Spaans, CC BY-SA 2.5, Wikimedia Commons
- Stor kærguldsmed (Leucorrhinia pectoralis) – Foto: Algirdas, Public Domain, Wikimedia Commons