Mosebanens historie

Allerede i 1681 blev den første helbredende kilde fundet ved den nuværende Gesundbrunnen – den regnes for kurbyens oprindelse. Med tiden tørrede den ud og blev først fundet igen i 1761.

Da Gesundbrunnen derefter igen fik mange besøgende, undersøgte videnskabsfolk vandet. De anså det for svagt og anbefalede at lede det forbiløbende mosevand væk – hvilket amtmanden så også lod gøre. Dengang blev mosen altså stadig set som en forstyrrelse, der fortyndede den helbredende kraft, og ikke som et lægemiddel. Pudsigt nok tillagde patienterne sandet fra kilden mere helbredende kraft end vandet, for eksempel ved åbne sår på benene.

Det afgørende skub kom dog i 1879 fra tømrermester Matthias Heesch: På sin grund, ikke langt fra den første kilde, stødte han på en saltholdig kilde, byggede et badehus – det efter ham opkaldte Matthias-Heesch-Bad – og tilbød kolde og senere også varme saltvandsbade – en nyhed i forhold til de drikkekure, der hidtil havde været almindelige.

Siden 1910 har byen måttet kalde sig „Bad“. I 1911 byggede en hr. Behncke lige ved siden af Heeschs bad „Behncke’s Sol- und Moorbad“ – senest fra da af er der i Bramstedt tale om mosebade. Efter Første Verdenskrig blev de to huse slået sammen til „Kurhaus Sol- und Moorbad Bad Bramstedt“ med Oskar Alexander som forpagter. I dag er Bad Bramstedt anerkendt som moseheilbad (Moorheilbad).

Den nye forpagter, Oskar Alexander, indså, at de gamle badehuse ikke længere kunne følge med det voksende antal patienter. Han planlagde et moderne sanatorium – og fik både socialforsikringerne og byen med på idéen. Den 13. december 1928 blev det besluttet at bygge: Selskabsdeltagere blev LVA Hamburg, LVA Schleswig-Holstein, de to regionale sammenslutninger af sygekasserne og byen. En byggekommission opkøbte enge og moseområde.

Den 2. april 1929 blev „Rheumaheilstätte Bad Bramstedt GmbH“ stiftet, og i maj begyndte byggeriet. Den 25. oktober 1930 blev sanatoriet indviet, og den 1. februar 1931 kom de første patienter. Sanatoriet var beregnet til 325 patienter, og dets 24 mosebadekabiner brugte hver dag omkring 20 kubikmeter frisk mosejord. Mosen var altså fra begyndelsen en del af konceptet – og den dag i dag er Klinikum Bad Bramstedt et af de få moseheilbade i Tyskland, der har brugt den i behandlingen lige siden grundlæggelsen.

I øvrigt er kilderne uenige om klinikkens grundlæggelsesår. Et portræt af Klinikum nævner 1928 – dengang indså Oskar Alexander betydningen af gigtbehandling. Andre kilder nævner 1929, året hvor selskabet blev stiftet, og beskriver sanatoriet som en af de største og mest moderne gigtklinikker i Europa. Festskriftet fra 1981 regner derimod fra 1931, året hvor de første patienter kom: „300 Jahre Bad Bramstedter Heilquellen, 1681–1981; 50 Jahre Rheumaklinik Bad Bramstedt, 1931–1981“ (redaktion: Horst Zimmermann).

Under Første Verdenskrig havde Oskar Alexander kæmpet som frontsoldat på Vestfronten. Efter en ulykke meldte han sig frivilligt tilbage til fronten, blev hårdt såret i 1917 og fik tildelt Jernkorset af 2. klasse og Hansekorset. Det beskyttede ham ikke: Oskar Alexander, initiativtager og sanatoriets første direktør, blev forfulgt af nationalsocialisterne på grund af sin jødiske herkomst og døde i 1942 i en koncentrationslejr. Den tidligere „Ochsendrift“ har siden 1947 båret hans navn – og det gør vores Kurbahn også.

Den vigtigste forudsætning havde Oskar Alexander allerede skabt i 1928: Han sikrede det kommende sanatorium det nuværende moseområde. I hele Bramstedt, skrev han i 1936, fandtes der ingen anden mose, der i mængde og kvalitet egnede sig til mosebade.

Ekspertvurderingen kom fra balneologen dr. Benade fra Reichsanstalt für Bäderprüfung. Han havde sjældent set så plastisk en mose, mente han – de nederste lag var som en færdigtilberedt pasta.

Sammen med Bramstedt-mægleren Julius Schnoor købte Alexander knap 25 Morgen (ca. 6 hektar) med et forråd til omkring 2,5 millioner bade – for 24.000 rigsmark. Pengene lagde han ud af egen lomme og fik dem først tilbage år senere.

I godkendelsespapirerne fra 1930 kaldes området „Hamanns Sumpf“ eller blot „Moortümpel“ (mosehul) – et tegn på en tilgroet dam, altså en lavmose. Dens alder anslås til omkring 9000 år. Navnet går formentlig tilbage til en tidligere ejer af området – efternavnet Hamann er udbredt i egnen.

I øvrigt var klinikken nær blevet bygget i Lüneburg: Byen gjorde store anstrengelser for at vinde forsikringerne og tilbød store byggegrunde. Ifølge Alexanders egen fremstilling var det hans initiativ, der gav udslaget for Bramstedt.

Så meget mosejord kunne man ikke hver dag køre med hestevogn ad ubefæstede veje. Derfor søgte sanatoriet den 20. januar 1930 om tilladelse til en cirka 2 kilometer lang letbane til moseområdet „Hamanns Sumpf“ – en tilgroet dam, altså en lavmose.

Strækningen fulgte først AKN-banen, derefter den nuværende Birkenweg og til sidst den gamle Ochsendrift. Naboerne protesterede: Vejen var for smal, man kunne ikke komme forbi „et læs hø og letbanen på samme tid“. En besigtigelse viste dog en afstand på 50 centimeter – nok til at man „bekvemt kunne køre ved siden af hinanden“. Den 15. maj 1930 forelå tilladelsen.

Et særligt kunststykke var en drejebro: Hvor mosebanen krydsede AKN’s sidespor til kedelhuset, blev den om aftenen drejet til side og om morgenen svinget på plads igen. Frem til januar 1931 kostede hele anlægget 39.964 rigsmark.

I begyndelsen blev mosejorden indvundet med håndkraft fra 2,5 til 3 meter dybe grave, mens pumper holdt grundvandet nede. Heste trak tipvognene hen til et åbent lagerskur med op til syv spor, hvor mosejorden blev mellemlagret og tørret. Skuret står der stadig.

I 1960’erne overtog en såkaldt „kirkegårdsgraver“ arbejdet: en let gravemaskine, der blev svinget med håndkraft – ligesom møggriberne på gårdenes møddingspladser dengang. I 1976 fulgte til sidst en tung Fuchs-gravemaskine på gravemaskinemåtter. Sporene på dæmningerne mellem gravene blev lagt om igen og igen – og netop til det er en letbane ideel.

Og allerede dengang tænkte man i kredsløb: Den brugte mosejord kørte med banen tilbage til gravene og fik lov at regenerere sig der i mindst ti år.

Mosebanen kørte i en ring rundt om badehuset og lige igennem de fire mosekøkkener. Her blev mosejorden renset, malet, gjort flydende med mosesaltvand og fyldt i badekar af egetræ, der rummede omkring 400 liter.

Opvarmet med damp til 40–41 °C holdt mosebadet på varmen i alle de 20 minutter, behandlingen varede. Hver patient fik „sit eget“ nummererede badekar – mere end 400 af dem var i omløb, ved åbningen endda 500. Efter badet tippede en løfte- og tippeanordning mosejorden tilbage i tipvognene.

Oprindeligt var der planlagt en elektrisk motorvogn. Hvilken type lokomotiver sanatoriet havde mellem 1930 og slutningen af 1950’erne, og hvem der havde bygget dem, er dog ikke dokumenteret med sikkerhed. Krøniken slutter ud fra en byggeansøgning fra april 1931 om et lagerskur til olie og benzin, at sanatoriet fra starten satsede på lokomotiver med forbrændingsmotor. Det holder dog ikke: Jung-lokomotiverne, som vi kender dem, fandtes slet ikke i 1930 – det ældste af de fire er fra 1939.

Fund i jorden bag den tidligere lokomotivremise fortæller en anden historie: udbrændte riststænger og fløjten fra et feltbanelokomotiv peger på mindst to forskellige damplokomotiver. Det passer til tiden: I årene med mangeløkonomi og krigsskadeerstatninger efter Versailles-traktaten var nye lokomotiver næsten ikke til at få. Det andet damplokomotiv blev i 1920'erne solgt til civile via Reichswehrs myndighed for demobilisering af militært materiel. Det stammer fra fransk eller engelsk krigsbytte fra Første Verdenskrig, fra Vestfronten i Frankrig.

De to damplokomotiver og det første motorlokomotiv var i drift side om side i nogen tid. Da motorlokomotivet var til rådighed, tjente damplokomotiverne kun som reserve; efter valutareformen i 1948 forsvinder sporet af dem. Indtil overgangen fra heste til lokomotiver i mosen fandtes der kun tipvogne med 500 liters kasse, nogle med håndspindelbremse. En særlighed ved letbanen på moseområdet var – og er stadig – rangerbakken: Over den kan vognene rangeres med håndkraft.

Lige fra klinikkens begyndelse kørte fire til fem tog om dagen frem og tilbage mellem klinikken og mosen og fragtede omkring 1.800 kubikmeter frisk mosejord om året. De fire letbanelokomotiver af typen Jung EL 110 købte sanatoriet brugt i slutningen af 1960’erne – sammen med 15 tipvogne på hver én kubikmeter – hos firmaet Benno Meyn i Lübeck.

Fra 1974 kom afskeden bid for bid: Til en ny varmecentral på klinikkens område forsvandt moseskuret – vinterlageret for mosejorden – sammen med lokomotivremisen og olielageret til motorlokomotiverne. I 1976 begyndte ombygningen af baderingen. I slutningen af juni 1977 var det så tid: Pyntet med guirlander kørte mosebanen sin sidste tur under øjnene af mange af klinikkens medarbejdere. Et „gyldent“ bånd – nok nærmere gult – blev klippet over, og ude i mosen ventede en ordentlig afskedsskål.

„Lad os håbe, at vi med mosebanen ikke også har mistet et af de sidste stykker hygge på arbejdspladsen“, sagde den tekniske chef til afsked. På det gamle tracé blev der lagt en rørledning i 1,50 meters dybde, som mosejorden herefter blev pumpet igennem. Ude på selve moseområdet kørte letbanen dog videre.

Den 3. oktober 1999 begyndte Oskar-Alexander-Kurbahn at køre med besøgende. Siden da har frivillige holdt bane og mose i stand – oftest ved arbejdsdage om lørdagen. Förderverein Deutsche Feldbahn e. V. støtter driften.

Siden 2001 hedder vejen til moseområdet officielt „An der Moorbahn“.

OAKB er dog mere end navnet på en mosebane – den samler flere fokusområder under ét tag:

• Forsøgsbane: Strækningen i Hamanns Sumpf er en smalsporet forsøgsbane for komponenter og moduler til en fremtidig letbane som supplement til den offentlige trafik. Idéen: Nedlagte normalsporsstrækninger genåbnes ikke for millioner med 1.435 mm sporvidde, men ombygges med det eksisterende materiel til 600 mm og drives videre med enklere og billigere køretøjer. Lige nu afprøver vi to nye koblingstyper på vores køretøjer i et langtidsforsøg over flere år.
• Mose-informationscenter: Her bringer vi vores besøgende tættere på mosen som lægemiddel og viser, hvorfor moser er så vigtige klimabeskyttere.
• Læringssted uden for skolen: På særture lærer børnehavebørn og skoleklasser planter og dyr i moserne i Kreis Segeberg at kende – og især dem i Bad Bramstedts lægemose.

Sammen med mose-informationscentret TALIT opstår her et sted, hvor teknikhistorie, natur- og klimabeskyttelse mødes.